Q & A

Her er nogle svar til de spørgsmål vi får stillet mest i forbindelse med vores studieophold.
Så nu er de besvaret engang for alle! ;)



Hvad er det fedeste ved at læse på UCLA?
Det fedeste er helt sikkert at lærerne herover er så top engagerede og dedikerede til hvad de laver. De har alle sammen et super godt CV, og har meget branche erfaring og er helt vildt dygtige, de kunne i princippet få et hvilket som helst job, hvor de tjener meget mere. Alligevel vælger de at undervise på UCLA, fordi de brænder så meget for deres respektive fagområder og at lære fra sig.
Den form for entusiasme fra en lærer har jeg aldrig oplevet i DK, i hvert fald ikke på det niveau!
Desuden er det også her man skal studere hvis man er sportsinteresseret, da UCLA går rigtig meget op i de sportsgrene hvor skolens sportshold deltager. De har rigtig mange super dygtige atleter, og de har et par stykker der har vundet OL-medaljer i London!
Vi har været tilskuere til en af deres American Football kampe, og tro mig, de forstår at levere et show der brager!!!!
Som UCLA studrende kan man også frit og gratis benytte sig af skolens fitness center, og evt. melde sig ind i forskellige slags holdtræning mod et lille gebyr.

Hvad er det fedeste ved LA og USA generelt?
Jeg vidste med det samme det skulle være L.A., da jeg besluttede mig for at læse i udlandet.
Jeg synes at L.A. er en vigtig by, hvor der sker mange ting, og som har indflydelse på mange af de ting der sker rundt omkring i verden. Og så har jeg altid rigtig godt kunne lide det L.A. jeg har oplevet i film, jeg kan generelt godt lide stemningen, og hvordan her ser ud. Jeg synes faktisk at byen lever fuldt op til det indtryk og de forventninger jeg havde fra film/TV.
Jeg synes generelt det er en rigtig flot by, jeg elsker kombinationen af storby og det eksotiske. Her er palmer overalt, og så er det super flot med bjergene der altid kan ses i baggrunden af skyskraberne.
Jeg synes også at man meget hurtigt falder i snak med folk herover, de er generelt meget nysgerrige og åbne for at føre en samtale, især når de hører man er fra Danmark, så bliver de rigtigt nysgerrige. 
Jeg kan allerede mærke hvor meget mit netværk har udvidet sig den ene måned jeg har været her indtil videre, man møder så utrolig mange nye mennesker hele tiden! Og det er en god ting, for så kender man altid nogen, der kender nogen, der kender nogen... ;)
Jeg har også indtrykket af at folk generelt hviler mere i sig selv herover, hvis de har lyst til at synge en sang højt, mens de går på gaden, jamen så er det da lige det de gør. Jeg har seriøst oplevet dette - ikke kun én - men rigtig mange gange. Det bedste ved det hele er at de forbipasserende ikke kunne være mere ligeglad. I København kunne jeg da godt forestille mig at folk ville kigge helt vildt og skeptisk, hvis en person gik og sang højt på Vesterbrogade. Men her lever man altså sit liv præcis som det passer en!
Og så gør det bestemt heller ikke noget at vejret her er rigtig dejligt. Her er rigtig varmt året rundt, især om sommeren, og så regner det sjældent.


Hvis du skulle anbefale UCLA til nye studerende, hvad ville du så sige?
Hvis du vil have et meningsfyldt studieophold i udlandet, med uforglemmelige oplevelser og hvor du samtidigt oprigtigt gerne vil lære noget studiemæssigt så gør det! Jeg vil gerne understrege at du skal være indstillet på at gøre en stor indsats studiemæssigt, da der bestemt ikke bliver sparet på lektierne. Afleverer du ikke til tiden, går det udover din karakter. Selvfølgelig skal der være plads til at opleve L.A., sjov og spas, men altså det handler også om at være ansvarlig og kunne prioritere!
Det her har været den bedste beslutning i mit liv! Jeg kan allerede mærke efter den ene måned her, at mit liv er så beriget med oplevelser og viden jeg på ingen måde ville have haft, hvis jeg ikke var taget afsted.


Nævn en særlig positiv oplevelse fra dit ophold?
Da vi ankom i starten, var vi blevet brændt af, af hende der gerne ville leje et værelse ud til os, så vi stod faktisk uden noget sted og bo, og måtte derfor bo på hostel i Venice Beach de første to dage.
Vi gik amok på Craigslist og søgte alt hvad der var beboeligt i rimelig afstand fra campus eller i selve campus, og det lykkedes os faktisk at finde noget meget akut hos en flink og hjælpsom udlejer. Det var for mig en rigtig positiv oplevelse, for det var virkelig ubehageligt at stå i den situation.
Så mit råd her er fortvivl ej, selv når det ser mest sort ud, og man er så utryg da man er så langt hjemmefra, så skal der nok være en udvej et eller andet sted!

Har du nogle yndlings hang outs på campus eller i LA, som du vil anbefale til nye studerende?
Hvis man er til vandpibe er der en vandpibecafe i campus der hedder Habibi. Den er meget populær og hyggelig, især som en afslutning på en lang dag, efter time. Lige på den anden side af gaden er nok Westwoods mest populære butik: isbaren Diddy Riese, der laver de mest himmelske cookie/is-sandwiches til ingen penge! Der er altid kø udenfor butikken, nogle gange rundt om gadehjørnet, men det går alligevel pænt stærkt. Det er obligatorisk at smage en is derfra, når man er der! Advarsel: MEGET vanedannende!
Desuden er biografen på campus også rigtig vigtig at kende, da der jævnligt er gala premiere på de helt store film! Det sidste stykke tid har stjerner som Justin Timberlake, Colin Farrel, Jessica Biel og Lakers spillerne været forbi på den røde løber.
De informerer gladeligt om den næste gallapremiere, hvis man spørger pænt i billetlugen.
Ellers er det om at holde øje på UCLAs hjemmeside, da de her poster opslag om de events der foregår på skolen, som man kan deltage i.
Generelt vil jeg også anbefale at man er opsøgende og får nogle gode kontakter herover, der bor her, da de for det meste kender nogle gode steder at tage en med til!

Andre gode råd?

  • Skaf en bil! Lej eller køb en mens du er herover, for det offentlige transport netværk er super ringe! Vi tager bussen i skole, men det er så også det eneste sted vi tager bussen. Grunden til dette er både den sindssyge trafik i myldretiden vi gerne vil undgå, plus at det er hammer dyrt at købe en parkeringstilladelse til skoleparkringen. Det er i det hele taget mere praktisk at tage bussen i skole.Men i fritiden ville det have været umuligt at nå at se halvdelen af de ting vi har nået indtil videre, hvis ikke vi havde haft bil.
  • Udvid dit netværk mens du er her! Du finder meget hurtigt ud af at netværk er et og alt herover. I stort set alle sammenhænge gælder det om at kende nogen, der kender nogen, der kender nogen....
  • Hav styr på bolig i god tid hjemmefra, da det virkelig ikke er sjovt at stå uden tag over hovedet. Hotellerne er meget dyre herover, og ikke det værd!
  • Spar så meget sammen som overhovedet muligt hjemmefra. Pengene får jo nærmest vinger og flyver væk herover. Man bruger i det hele taget rigtig mange penge, hvis man er glad for at se mange steder og shoppe.
  • Vær åben og fordomsfri og mød nye mennesker! - jeg var meget skeptisk i starten over for halvdelen af de mennesker jeg nu har som venner for resten af livet! Her finder man virkelig ud af hvad det vil sige ikke at dømme en bog på omslaget.
Besvaret af Jamila

Ingen kommentarer:

Send en kommentar